5 gode råd fra bogbranchen: Sådan udgiver du en bog

'Tak for kaffe', er den ungdomsbog Thomas Skov og Danmarks unge har skrevet sammen i løbet af efteråret 2016. Thomas Skov har fået en masse hjælp undervejs, og vi har nu samlet bogbranchens 5 bedste råd, når du vil udgive en bog.

Sådan kan det se ud, når man er ved at skrive en bog. Thomas Skov gjorde det sammen med Danmarks unge i efteråret 2016, men man kan også gøre det alene. (Foto: © Maria Brandt-Madsen)

Er du træt af kun at skrive til skrivebordsskuffen? Drømmer om at udgive en rigtig bog? Så fat håb. Der er nemlig mange muligheder for at blive udgivet.

Du kan selvfølgelig forsøge at få din bog udgivet på et forlag ved at sende dit manuskript ind. Men du kan faktisk også klare det selv. Der findes nemlig mange selvudgiverforlag, hvor du selv vælger hvordan og hvor, din bog skal udkomme.

Men uanset hvordan du får din bog udgiver, er der nogle ting, der er værd at huske på. Her kommer fem af slagsen, som alle er råd, Thomas Skov har fået af folk i bogbranchen i løbet af efteråret, hvor han har skrevet en ungdomsbog sammen med unge i hele landet.

Navngiv din bog

Det er vigtigt, at titlen passer til din målgruppe. Så gør dig nogle tanker om, hvem du skriver til.

- Titlen skal være fængende og så er det en fordel hvis den skiller sig ud fra mængden. Ikke alene pirrer det læserens nysgerrighed, men bogen bliver også lettere at søge efter på nettet, forklarer Harvey Macaulay fra det grafiske designbureau Imperiet, der laver forsider til de danske forlag.

En fængende forside

Det er vigtigt at din bog fanger læserens opmærksomhed. Derfor skal du selvfølgelig have en flot forside, der skiller sig ud. Men de er også vigtigt at titlen og forsiden spiller op til hinanden.

- Giv en enkel besked, så det ikke bliver et mudder af forskellige budskaber på forsiden. Desuden er det en fordel, hvis forsiden også fungerer i frimærkestørrelse, råder Nete Banke fra Imperiet, og hentyder til den voksende nethandel, som også indebærer bøger.

De sidste justeringer

Når du har givet din bog en fængende titel og en flot forsidedesign, skal du også tænke på bagsideteksten. Bagsideteksten er, sammen med titel og forside, et af læserens første møder med bogen. Derfor skal bagsideteksten være troværdig over for bogens indhold.

- Og så er det ekstremt vigtigt at få læst korrektur. Mange fejl kan ødelægge læseoplevelsen og det er der jo ingen grund til, siger Mette Jørgensen fra Saxo Publish.

Få hjælp

Få nogen til at læse din bog. Få feedback og kritik. Skriv om igen og igen.

Hos mange af selvudgiverforlagene kan du tilkøbe hjælp fra journalister, der kan skrive pressemeddelelser eller hjælpe med at læse korrektur. Det er også muligt at købe sig til sparring med en redaktør og hjælp til det grafiske arbejde, både hvad angår forside og opsætningen af bogens indhold.

Gør din bog synlig efter udgivelsen

- Mange glemmer at give deres bog opmærksomhed, når den ER udkommet, siger Melina Larsen fra BOGhandleren på Østerbrogade.

- Og det er jo ærgerligt. Så ud og stem dørklokker hos boghandlerne! Kom ind i butikken med en stak bøger, pressemateriale, plakater og en kommisionskontrakt under armen. Og vær klar til at overbevise boghandleren om, hvorfor de skal sælge din bog.

Men jeg har ikke skrevet en bog endnu...

Det er der også råd for.

Thomas Skovs bogrejse, rundt i landet i efteråret 2016, har beriget ham med en masse møder, med et hav af dygtige og inspirerende mennesker, som alle har givet ham tips til hvordan man skriver en bog.

Ungdomsforfatter Sarah Engell har hjulpet med fortællerstemmer, BogForums debutantprismodtager 2015, Morten Pape, har fortalt om miljøbeskrivelser og landets unge har bidraget med fortællinger fra deres eget liv.

Du kan høre dem alle, og mange mange flere, i podcastserien 'Skriv med Thomas Skov', som du kan finde lige her.